Stort talent i Ordrup Kirke

af Ole Madsen, Villabyerne, 09.09.09

Blot 24 år gammel og allerede domorganist hører til sjældenhederne, men ikke desto mindre havde Ordrup Kirke besøg af Kristian Krogsøe, der besidder dette sjældne sammenfald.

Kristian Krogsøe er domorganist ved Århus Domkirke og allerede et varmt solistnavn, også på den internationale orgelscene. Det fik publikum syn og øren for tirsdag aften, hvor han spillede orgelværker fra barok over romantik til ekspressionisme og senromantik/præmodernisme.

Kristian Krogsøe lagde ud med J. S. Bachs “Præludium og fuga” i D-dur, hvor han med legende figur- og formsans og god musikalitet kom smukt og fremadskridende af sted med den sprudlende barokmusik. Jeg kunne måske i “Præludiet” tænke mig lidt flere nuancer og registreringsskift end tilfældet var, men det kan forsvares ved, at det musikalske forløb lægger sig mere klart til rette på den måde og giver et roligere forløb. Sikkert helt bevidst fra organistens side.

“Fugaen” manglede efter min smag lidt kant og musikalsk dybde undervejs. Som om han samlede sig lidt for meget om sin meget fine og letløbende tekniske kunnen, hvilket vi så til gengæld fik i rigelige mængder. Og imponerende tager det sig da ud, må jeg sige.

G.F. Händels “Orgelkoncert” i G-mol blev venligt og blidt spillet, hvad “Larghettoen” angår, men også her savnede jeg lidt flere udsving i dynamikken, men smukt blev satsen trods dette alligevel formet af Kristian Krogsøe.

I “Allegroen” var der meget fine musikalske detaljer og god form, og igen brillerede Krogsøe med sin levende teknik.

Gode registreringer fulgte i “Adagioen” og “Andanten”, med nænsomme figureringer og ekkoer med stor effekt. Men jeg må sige, at hans helt store styrke denne aften efter min mening lå i værkerne fra romantikken og frem. Det fik vi at høre først i F. Mendelssohn-Bartholdy”s “Sonate” i A-dur, hvor han fik stor dybde og vægt i form og frasering frem, varme i det musikalske med en fantastisk virkende stigning i både intensitet og styrke mod slutningen af første del, for derpå nænsomt og nærmest rørende sart og brise-blidt at afslutte anden del af værket. En fin fortællende kontrast.

“Larghettoen” fra strygekvartet i D-dur af C. Franck, her udsat for orgel, blev stort og skønt anlagt med fint glidende fremdrift, som fransk musik meget ofte bør spilles. Der blev her tale om det skønneste tonemaleri og farvespil af ekspressionistisk art, og Kristian Krogsøe kommer hele vejen rundt i de forskellige opbygninger mod slutningen af værket, hvorpå et langsomt diminuendo næsten ubemærket toner pastelagtigt frem, og lægger alle farverne på plads i malerkassen, for at udtrykke det sådan. Her viser Krogsøe virkeligt hvad han kan med et orgel, som han i dette værk nærmest fik til at synge.

“Prelude et fugue sur le nom d”ALAIN” af M. Durufle nåede samme høje musikalske stade som Franck, og det besynderlige stykke musik understregede Krogsøe med finurlige, næsten karikerende registreringer, så det på et tidspunkt lød som havde Kristian Krogsøe fundet nogle piber frem af gemmerne, som ingen vidste eksisterede. Virtuositeten, både musikalsk og teknisk, kom her på prøve og bestod med glans i det præmodernistiske tonesprog af den store og meget spændende komponist.

En dejlig koncert med en sympatisk organist, som vi vil komme til at høre meget mere til. Som nævnt tror jeg, at han indtil videre føler sig bedst hjemme i musik fra romantikken og frem. Her kom hans musikalitet tydeligst frem. Lidt for dynamisk forsigtig fremstod barokmusikken som nævnt nok, selvom der også i den afdeling var meget fine øjeblikke.

4 af 5 stjerner

Koncert i Ordrup kirke, 8. september 2009