Danmarks yngste domorganist

af Monica Papazu, Randers Amtsavis, 06.08.10

 Værdien afhænger ikke af alderen, sagde en stor fransk forfatter i 1600-tallet, og sætningen er siden blevet til ordsprog. Ordene dukkede uvilkårligt op i mit sind under Kristian Krogsøes koncert i Sct. Mortens Kirke i torsdags. Det var ganske naturligt, at Christian Præstholm, Sct. Mortens organist, inviterede sin tidligere elev, Kristian Krogsøe, Danmarks yngste domorganist, til at give koncert i byen.

Kristian Krogsøe blev nemlig Århus Domkirkes organist i 2007, i en alder af kun 24 år. Med studier i både Danmark og Tyskland, med en debutkoncert i domkirken i Berlin, med koncerter i mange forskellige lande er Kristian Krogsøe bestemt en bemærkelsesværdig musiker, naturlig i sin tilgang til værkerne, suveræn i sin tekniske kunnen, intelligent i afdækningen i værkernes struktur og klar i den klangmæssige palet.

Han er en kompleks organist, som kender den dybe hemmelighed, at kompleksitet ikke betyder tvetydighed, men derimod den klarhed, som gør rigdommen åbenbar.

Med undtagelse af den ca. 300 år gamle Couperin-messe var programmet helliget den store romantiske musik, som orglet i Sct. Mortens Kirke egner sig særlig godt til. Med den majestætiske Allegro fra Widors 6. orgelsymfoni, der er som en triumfbue, beslutsom, men ikke prangende, som indledning, bevægede koncerten sig ind i de forskellige områder, som den romantiske orgelmusik har udforsket.

Der var Brahms, som sammen med Mendelssohn og Schumann tilhørte de første generationer romantikere, som opdagede Bach og fortsatte hans tradition. Brahms’ præludium og fuga i g-moll skabte et indtryk af voldsom indre kamp, en vældig livserfaring, som takket være de klassiske strukturers disciplin fik mulighed til at komme til udtryk. Det samme kan siges om Jean Guillous Toccata fra 1962, som sluttede koncerten. I dens puls, i dens anvendelse af kontrasten mellem lyd og tavshed og af dissonanser, har dette moderne værk meget at takke Bach for.

Det var helt tydeligt, hvor meget Kristian Krogsøe indlevede sig i dette værk, som både tager traditionen på sig og bringer adskilligt nyt, f.eks. en diskret jazz-stemning, og lader orgelets rige symfoniske muligheder udfolde sig, hvilket lå komponisten meget på sinde. At Jean Guillou, født i 1930 i den smukke by Angers på floden Loire, i sin tid blev Frankrigs yngste organist, er kun en detalje, som understreger denne anmeldelses tema: Guillou blev ansat som organist i Sct. Serge Kirken i en alder af kun 12 år.

I den anden ende af den stemningsmæssige romantiske palet var der Jehan Alains Anden Fantasi, meditativ, mystisk og båret af én stor inspiration, og Bert Matters vidunderlige salmevariationer, som gør ét enkelt motiv i stand til at udtrykke både den dybeste sjælefred og den voldsomste lidenskab.

Kristian Krogsøe førte os med sikker hånd – og sikker fod – ind i nogle af orgelmusikkens vældigste værker, på grænsen mellem gammelt og nyt. En ung organist, som har meget hjerte og har så gudbenådet let ved at meddele det til andre.