Stor orgelaften

af Ole Straarup, Århus Stiftstidende, 05.02.11

Det var en stor orgelaften, da unge Kristin Krogsøe torsdag aften optrådte med Århus Symfoniorkester.

5 af 6 stjerner

Fransk musik i forskellige afskygninger, men dog umiskendeligt fransk, gjorde torsdagens koncert med Aarhus Symfoniorkester til en fin, samlet oplevelse.

Naturligvis spillede det (endnu) nye koncertorgel i Symfonisk Sal en dominerende rolle i programmet, men den franske tone bar umiskendeligt igennem.

Først med det sidste, kunne man sige: Messiaens «Hymne« fra 1932, rekonstrueret i 1947, var med sine stemnings- og farveskift, med sin specielle tonalitet og sine spændende udviklingslinier af såvel dynamisk som psykologisk art den finest tænkelige åbning til de efterfølgende værkers langt mere kulinarisk orienterede karakter. Et smukt lys prægede opførelsen, hvis slut-unisono efter den spændende tur paletten rundt gav hele forklaringen med voldsom styrke og skønhed.

 

Fin debut

Organisten Kristian Krogsøe har sin unge alder til trods allerede et imponerende CV og fik med sit spil i Poulencs koncert for orgel fra 1938 en fin debut i den symfoniske sal. Værket er af mange gode grunde særdeles populært – en simpel grund er den enkle, at værket er megetvelskabt.

Effektfuldt er det uden at kamme over, ja valget af strygere og pauker som akkompagnement til solostemmen er et udtryksmæssigt scoop, som både orkester og solist fik sat i spil på en meget overbevisende måde. Det var en nydelse at følge Krogsøes fint nuancerede spil, den velgennemførte registrering og overbevisende styring af orglets dynamiske potentiale. Også den klanglige balancering, da musikken næsten går i musette-mode og Pigalle anes i horisonten, blev fastholdt hos solist og orkester med et vidende musikalsk smil.

Som ekstranummer gav Krogsøe en scherzo af Duruflé (hvis værker han netop har indspillet i Domkirken) og viste igen det samme fine musikerskab med gnidningsfri registerskift, klarhed i forholdet mellem melodispil og akkompagnement.

 

Smukt

Aftenens kroning måtte da næsten kun kunne være Saint-Saëns «Orgelsymfoni« fra 1886. Den koncert kan spilles så svulstigt, at det ikke er til at holde ud. Til Giancarlo Andrettas ros taler, at hele opførelsen bestemt var til at holde ud, selv om der nu og da var lidt problemer med den rytmiske præcision undervejs.

Kristian Krogsøes orgelspil stod markant, også i de flot tegnede klangsøjler, men var dynamisk set spillet organisk ind i det samlede lydbillede.

Stor musik, kulinarisk på den gode måde. Stor orgelaften.

Olivier Messiaen: Hymne. Francis Poulenc: Koncert for orgel. Camille Saint-Saëns: Symfoni nr. 3, «Orgelsymfoni«. Solist: Kristian Krogsøe. Aarhus Symfoniorkester, dir.: Giancarlo Andretta. Musikhuset, Symfonisk Sal, torsdag 3. februar.