Orgel, farver, romantik

af John Christiansen, Jyllands-Posten, 05.02.11

Det nye prægtige Klaisorgel, Symfonisk Sal og Aarhus Symfoniorkester blev sammen et romantisk triumvirat.

5 af 6 stjerner

Musikhuset Aarhus
KRISTIAN KROGSØE, orgel
Aarhus Symfoniorkester
Dir.: Giancarla Andretta

Hvor ofte er der brug for et stort orgel i en koncertsal? Denne indvending har jeg været klar til at føre frem, men i endnu stærkere grad må jeg understrege begejstringen over mødet med det nye orkesterorgel bygget af Orgelbau Johannes Klais i Bonn. Det har fra december prydet Symfonisk Sal.

En verden af klangskønhed

I Aarhus Symfoniorkesters som altid læseværdige koncertprogram citeres Hector Berlioz, som også var en mester i instrumentationslære, for at advare mod kombinationen af et symfoniorkester og orglet, “hvis konstante, umodulerende klang kun dårligt klinger sammen med orkestret.” Med det i baghovedet lyttede man så til denne modsætning i Francis Poulencs charmerende “Koncert for orgel” fra 1938 og fik koncertbegrebet, som er at concertare, på dansk “kappes”, understreget. Man oplevede dog også klart en samklang i karakteren mellem Poulencs på én gang enkle og efterromantiske musiceren og det nye orgel, som i sig har en verden af klangskønhed.

Pragtfuldt spil

Den unge domorganist i Århus Domkirke Kristian Krogsøe spillede rent ud pragtfuldt med både klarhed og rigdom i udtrykket. Den afvekslende og stilistisk mangesidede koncert foldede sig ud med værdier, som jeg ikke før har anet fandtes i den. Som ekstranummer spillede Kristian Krogsøe et stykke af Maurice Duruflé, hvis orgelværker han indspillede sidste år. Duruflé uropførte i øvrigt Poulencs koncert.

Romantik i ordets bedste betydning

I pausen blev orgelbænken flyttet ud i siden, og Krogsøe spillede den obligate orgelstemme i en anden franskmand, Camille Saint-Saëns’ tredje symfoni, også kaldet “Orgelsymfonien”. Og her er det på høje tid at trække de andre afgørende faktorer i en overraskende og endda overvældende stor koncert frem. Aarhus Symfoniorkester og dets chefdirigent Giancarlo Andretta eksponerede musikken med en klarhed, som også her gjorde opmærksom på nyt og væsentligt. Musikken havde glød, varme og meningsfuld skønhed. Resultatet var romantik i ordets bedste betydning tilsat en uventet musikantisk friskhed, uden at den karakter blev glemt, som Saint-Saëns’ citatbrug af den gamle middelaldersekvens “Dies iræ” (Vredens dag) fra den katolske kirkes dødsmesse også giver hans orgelsymfoni.

En lykkelig syntese, som man vil kunne glæde sig over i en lang fremtid: Orglet passer perfekt ind i den givende akustik i Symfonisk Sal.

God optakt

Indledningen var uden orgel, men dog orgelpræget, for komponisten af en kortere “Hymne” med spændende brug af de gamle tonerækker, modi, var Olivier Messiaen, som i programmet blev citeret for en udtalelse om sit stykke. Han har altid forbundet lyde med farver, og på ganske få linjer nævnte han 13 forskellige farver, som man skulle kunne høre på bestemte steder. Jeg kunne (lykkeligvis?) kun høre musik, og den blev en god optakt til en givtig koncert.