PRESSE

- Danmarks yngste domorganist
- Stort talent i Ordrup kirke
- Fornuft og Følelse
- 24-årig i cockpittet til Danmarks største orgel

DANMARKS YNGSTE DOMORGANIST  (af Monica Papazu, Randers Amtsavis, 6/8/2010)
Værdien afhænger ikke af alderen, sagde en stor fransk forfatter i 1600-tallet, og sætningen er siden blevet til ordsprog. Ordene dukkede uvilkårligt op i mit sind under Kristian Krogsøes koncert i Sct. Mortens Kirke i torsdags. Det var ganske naturligt, at Christian Præstholm, Sct. Mortens organist, inviterede sin tidligere elev, Kristian Krogsøe, Danmarks yngste domorganist, til at give koncert i byen.

Kristian Krogsøe blev nemlig Århus Domkirkes organist i 2007, i en alder af kun 24 år. Med studier i både Danmark og Tyskland, med en debutkoncert i domkirken i Berlin, med koncerter i mange forskellige lande er Kristian Krogsøe bestemt en bemærkelsesværdig musiker, naturlig i sin tilgang til værkerne, suveræn i sin tekniske kunnen, intelligent i afdækningen i værkernes struktur og klar i den klangmæssige palet.

Han er en kompleks organist, som kender den dybe hemmelighed, at kompleksitet ikke betyder tvetydighed, men derimod den klarhed, som gør rigdommen åbenbar.

Med undtagelse af den ca. 300 år gamle Couperin-messe var programmet helliget den store romantiske musik, som orglet i Sct. Mortens Kirke egner sig særlig godt til. Med den majestætiske Allegro fra Widors 6. orgelsymfoni, der er som en triumfbue, beslutsom, men ikke prangende, som indledning, bevægede koncerten sig ind i de forskellige områder, som den romantiske orgelmusik har udforsket.

Der var Brahms, som sammen med Mendelssohn og Schumann tilhørte de første generationer romantikere, som opdagede Bach og fortsatte hans tradition. Brahms’ præludium og fuga i g-moll skabte et indtryk af voldsom indre kamp, en vældig livserfaring, som takket være de klassiske strukturers disciplin fik mulighed til at komme til udtryk. Det samme kan siges om Jean Guillous Toccata fra 1962, som sluttede koncerten. I dens puls, i dens anvendelse af kontrasten mellem lyd og tavshed og af dissonanser, har dette moderne værk meget at takke Bach for.

Det var helt tydeligt, hvor meget Kristian Krogsøe indlevede sig i dette værk, som både tager traditionen på sig og bringer adskilligt nyt, f.eks. en diskret jazz-stemning, og lader orgelets rige symfoniske muligheder udfolde sig, hvilket lå komponisten meget på sinde. At Jean Guillou, født i 1930 i den smukke by Angers på floden Loire, i sin tid blev Frankrigs yngste organist, er kun en detalje, som understreger denne anmeldelses tema: Guillou blev ansat som organist i Sct. Serge Kirken i en alder af kun 12 år.

I den anden ende af den stemningsmæssige romantiske palet var der Jehan Alains Anden Fantasi, meditativ, mystisk og båret af én stor inspiration, og Bert Matters vidunderlige salmevariationer, som gør ét enkelt motiv i stand til at udtrykke både den dybeste sjælefred og den voldsomste lidenskab.

Kristian Krogsøe førte os med sikker hånd – og sikker fod – ind i nogle af orgelmusikkens vældigste værker, på grænsen mellem gammelt og nyt. En ung organist, som har meget hjerte og har så gudbenådet let ved at meddele det til andre.

STORT TALENT I ORDRUP KIRKE (af Ole Madsen, Villabyerne, 9/9/2009))
Blot 24 år gammel og allerede domorganist hører til sjældenhederne, men ikke desto mindre havde Ordrup Kirke besøg af Kristian Krogsøe, der besidder dette sjældne sammenfald.

Kristian Krogsøe er domorganist ved Århus Domkirke og allerede et varmt solistnavn, også på den internationale orgelscene. Det fik publikum syn og øren for tirsdag aften, hvor han spillede orgelværker fra barok over romantik til ekspressionisme og senromantik/præmodernisme.

Kristian Krogsøe lagde ud med J. S. Bachs "Præludium og fuga" i D-dur, hvor han med legende figur- og formsans og god musikalitet kom smukt og fremadskridende af sted med den sprudlende barokmusik. Jeg kunne måske i "Præludiet" tænke mig lidt flere nuancer og registreringsskift end tilfældet var, men det kan forsvares ved, at det musikalske forløb lægger sig mere klart til rette på den måde og giver et roligere forløb. Sikkert helt bevidst fra organistens side.

"Fugaen" manglede efter min smag lidt kant og musikalsk dybde undervejs. Som om han samlede sig lidt for meget om sin meget fine og letløbende tekniske kunnen, hvilket vi så til gengæld fik i rigelige mængder. Og imponerende tager det sig da ud, må jeg sige.

G.F. Händels "Orgelkoncert" i G-mol blev venligt og blidt spillet, hvad "Larghettoen" angår, men også her savnede jeg lidt flere udsving i dynamikken, men smukt blev satsen trods dette alligevel formet af Kristian Krogsøe.

I "Allegroen" var der meget fine musikalske detaljer og god form, og igen brillerede Krogsøe med sin levende teknik.

Gode registreringer fulgte i "Adagioen" og "Andanten", med nænsomme figureringer og ekkoer med stor effekt. Men jeg må sige, at hans helt store styrke denne aften efter min mening lå i værkerne fra romantikken og frem. Det fik vi at høre først i F. Mendelssohn-Bartholdy"s "Sonate" i A-dur, hvor han fik stor dybde og vægt i form og frasering frem, varme i det musikalske med en fantastisk virkende stigning i både intensitet og styrke mod slutningen af første del, for derpå nænsomt og nærmest rørende sart og brise-blidt at afslutte anden del af værket. En fin fortællende kontrast.

"Larghettoen" fra strygekvartet i D-dur af C. Franck, her udsat for orgel, blev stort og skønt anlagt med fint glidende fremdrift, som fransk musik meget ofte bør spilles. Der blev her tale om det skønneste tonemaleri og farvespil af ekspressionistisk art, og Kristian Krogsøe kommer hele vejen rundt i de forskellige opbygninger mod slutningen af værket, hvorpå et langsomt diminuendo næsten ubemærket toner pastelagtigt frem, og lægger alle farverne på plads i malerkassen, for at udtrykke det sådan. Her viser Krogsøe virkeligt hvad han kan med et orgel, som han i dette værk nærmest fik til at synge.

"Prelude et fugue sur le nom d"ALAIN" af M. Durufle nåede samme høje musikalske stade som Franck, og det besynderlige stykke musik understregede Krogsøe med finurlige, næsten karikerende registreringer, så det på et tidspunkt lød som havde Kristian Krogsøe fundet nogle piber frem af gemmerne, som ingen vidste eksisterede. Virtuositeten, både musikalsk og teknisk, kom her på prøve og bestod med glans i det præmodernistiske tonesprog af den store og meget spændende komponist.

En dejlig koncert med en sympatisk organist, som vi vil komme til at høre meget mere til. Som nævnt tror jeg, at han indtil videre føler sig bedst hjemme i musik fra romantikken og frem. Her kom hans musikalitet tydeligst frem. Lidt for dynamisk forsigtig fremstod barokmusikken som nævnt nok, selvom der også i den afdeling var meget fine øjeblikke.

4 af 5 stjerner
Koncert i Ordrup kirke, 8. september 2009

FORNUFT OG FØLELSE (af Thomas Agerfeldt Olesen, Århus Stiftstidende)
Det var en begivenhed af de store, da 25-årige Kristian Krogsøe afholdt sin tiltrædelseskoncert som ny domorganist i Århus.
Selv om man mærkede et ungt og romantisk (!) sind, både i fortolkning og i valget af værker, så var der lige netop den dosis af professionel distance til musikken, jeg mener er forudsætningen for optimal musiceren. Tiltrædelseskoncerten indeholdt ikke værker fra den barokke orgeltradition, og det synes jeg på en måde tjener Kristian Krogsøe til ære: Han gav os den musik, som det store orgel virkelig kan. Først den teknisk uhyre vanskelige, nærmest Wagnerske orgelsonate af Julius Reubke. Med "Wagnersk" mener jeg det stadigt foranderlige, kromatikken, stærke modulationer, og harmoniske udviklinger.
Som elev af Franz Liszt er hans musik eksponent for en følelsesfuld uro, men Kristian Krogsøe formidlede det religiøst inspirerede værk med en detaljerigdom, uden hvilken det kunne være blevet kvalmende. Registreringerne  bidrog væsentligt til klarheden, og var i lange stræk tilbageholdt og blød. Godt i forhold til rummet, der efter min mening ikke forliger sig med for skarpe registreringer.
Bl.a. derfor blev de komplicerede stemmeføreinger til at forstå. Ægte fransk i sin farverigdom var Duruflés "Prelude", der besidder den monumentalisme, som er karakteristisk for flere franske orgelkomponister. At det blev formidlet mere farveladeagtigt end Reubke, finder jeg helt acceptabelt.
Jean Guillou (1930-) var et nyt bekendtskab for mig, og værket virkede råt, ferskt og egentlig ikke særlig fransk, hvis man sammenligner ham med de nyere franske komponister. Tonen var modernistisk, og det kan være svært i et kirkerum. Men værket blev formidlet igen med en forbilledlig klarhed og præcision, så dets tendens til "vildtvoksethed" og voldsomhed aldrig kammede over. Derved vandt værket i styrke.

5 af 6 stjerner.
Værker for orgel af Reubke, Duruflé og Guillou. Århus Domkirke d. 16. januar 2008.

til top 


24-ÅRIG I COCKPITTET TIL DANMARKS STØRSTE ORGEL (af Jørgen Steens, Kristeligt Dagblad)

Kristian Krogsøe har en teori om, at en del unge ikke er så vilde med klassisk musik, fordi de ”ikke kan mærke bassen i maven” på samme måde, som når de elektriske forstærkere får fuld decibel.

– Men det er ikke noget problem i Århus Domkirke, tilføjer han med et skævt, drenget smil og sender et lavfrekvent brøl fra orgelpiberne ud i kirkerummet, så luften dirrer og støvet letter.

– Mange af mine jævnaldrende synes også, at det med orgelmusik er noget støvet noget. Det må vi jo så prøve at få gjort noget ved, tilføjer han, mens den sidste efterklang af bastonerne dør hen, og et ældre ægtepar nede i kirkeskibet genvinder fatningen.

Kun 24 år gammel har Kristian Krogsøe sat sig i cockpittet til Danmarks største orgel. Med sine fire manualer, pedalklaviatur og stribevis af registerudtræk til begge sider ligner det mest af alt instrumentbrættet til et større rutefly. Et musikalsk ingeniørværk i kæmpestørrelse med 89 registre, eller stemmer, fordelt på hovedværk, positiv, svelleværk, kronpositiv og pedal.

Det var i første omgang orglets komplekse mekanik og teknik og muligheder, der tiltalte ham, da han i 7. klasse begyndte at gå til orgelundervisning.

– Dette at komme til at betjene så stor en maskine, som man ene mand kunne få til at sige så utroligt mange lyde og simulere et helt orkester, forklarer den nye domorganist i Århus, der den 1. oktober er tiltrådt sit nye embede, som han overtager efter Anders Riber, domorganist i Århus gennem 34 år.

I forhold til det kæmpeorgel, han nu skal være kaptajn for, syner den nye domorganist ikke af meget, men man skal ikke lade sig narre af hverken det drengede udseende eller alder. Kristian Krogsøe tog i 2006 diplomuddannelse ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus med højeste karakter og studerer i solistklassen ved Universität der Künste i Berlin. Bag sig har han en stribe masterclass-kurser, priser og studielegater, og han har givet koncerter i Edinburgh, Dublin, London og Berlin, hvor han tidligere på året blev udvalgt til en debutkoncert i Berliner Dom. Embedet som domorganist i Århus er hans første, men han har under studietiden fungeret som vikar for organisterne ved de århusianske kirker og givet koncert på domorglet. Det var også her, han aflagde sin endelige eksamen ved musikkonservatoriet.

– Det er virkelig et privilegium at komme til at spille på et orgel af den karat, fastslår han. Et orgel, der ikke alene udmærker sig ved sin størrelse, men også ved sine mange muligheder. Ifølge Kristian Krogsøe er det ikke blot det største, men også et af Danmarks mest alsidige.

– Der findes ikke mange andre orgler i Danmark, hvorpå musik fra så mange forskellige perioder klinger så godt i et og samme instrument, som tilfældet er for orglet i Århus Domkirke.

Instrumentet, der gemmer sig bag den oprindelige facade fra 1730, har været ombygget flere gange – i slutningen af 1920’erne af det danske orgelfirma Frobenius – og blev i 1981-83 ført tilbage til sit symfoniske klangbillede fra 1927, samtidig med at man bevarede den klarhed i tonebilledet, som blev opnået, da orglet i 1958 blev ”barokiseret”. Deraf alsidigheden.

Kristian Krogsøe er vokset op med folkekirke og klassisk musik, søn af provst i Aalborg Søndre Provsti, Peter Anton Krogsøe, og ud af en musikalsk familie, og når han i dag sætter sig til orglet, så er noget af det, der fascinerer ham, dets århundredlange historie som instrument.

– Det er som at sidde og se et helt verdenshistorisk forløb passere forbi, når man dykker ned i orgellitteraturen, mener han, og ikke mindst de seneste årtiers forskning har givet nutiden en stor viden om den historiske opførelsespraksis. For eksempel hvilke orgler Bach har kendt, og hvordan han har registreret og spillet. Samtidig har mange organister fået en meget større interesse for en historisk informeret tilgang til fortolkningen af et givent værk.

– I dag har vi den historiske bevidsthed med, men samtidig jo også hele den senere udvikling i musikhistorien, og vi hverken kan eller skal forsøge at spille, som Bach gjorde det, understreger Kristian Krogsøe. Vi tilhører en generation, som også har hørt jazz, The Beatles, rock og pop, og det kan man selvfølgelig ikke bare udelukke.

Selvom man gør et helhjertet forsøg på at sætte sig ind i, hvordan Bach ville have spillet sine egne værker, så er sandsynligheden for, at resultatet kommer til at lyde præcis, som hvis Bach spillede det, praktisk talt ikke-eksisterende, tilføjer Kristian Krogsøe.

– Hvis du sætter to organister med den samme viden til at spille det samme stykke, vil man altid stadigvæk kunne høre forskel – endda store forskelle. For vores personlighed spiller med i fortolkningen. Heldigvis, for ellers ville det jo være kedeligt.

Johann Sebastian Bach – 1685-1750 – er toppen, også når en 24-årig domorganist skal sætte sin personlige hitliste op.

– Det er han i det hele taget, men ikke mindst som organist kan man ikke undgå at få et nært forhold til Bach. Hans musik bliver man aldrig færdig med. Hvis jeg bare skulle have en enkelt komponists musik med til den så berømte øde ø, så blev det Bachs.

Samtidig, tilføjes det, bliver der fortsat skrevet masser af god orgelmusik. En af de største bidragydere til orgellitteraturen i det 20. århundrede var den franske komponist og organist Olivier Messin (1908-1992), mener Krogsøe. Han fornyede orgelmusikken med nye tonearter, rytmer og direkte inspiration fra fuglenes sang.

Kristian Krogsøe har altid været mest til klassisk, men det ligger ham meget på sinde at understrege, at han ikke anser klassisk musik for ”finere” end den rytmiske.

– Jeg synes som oftest, den klassiske er bedre. Den rytmiske musik er imidlertid også vigtig og har bestemt sin berettigelse, men med en efterklang på 10-11 sekunder, som vi har i Århus Domkirke, egner rummet sig nu altså mere til et stort orgel end elektrisk guitar, fastslår han.

Et orgel med meterhøje piber til den store akustik og den spinkle organist.

(17. oktober 2007)